Am I sick.. or?

[Julia Smith]

Julia var allerede fra tidlig morgenstund røget på hospitalsfløjen. Det første hun havde gjort da hun rejste sig fra sengen var at kaste op, og havde ikke gjort ret meget andet siden. Det var nu lidt op af formiddagen, og Julia var blevet indlagt på hospitalsfløjen, da hun blev ved med at kaste op, og sygeplejersken ikke kunne stoppe det med de normale midler. Julia havde ingen feber, og havde det egentlig i princippet okay, hun havde bare ikke lyst til mad og blev ved med at kaste op. Hun var ikke klar over, om Benjamin havde fundet ud af at hun var væk og lå hvor hun gjorde. Sygeplejersken kom ind for at se til Julia, med et udtryk der så ret bekymret ud "Frk. Smith, jeg er nødt til at spørge dig, har du en partner her på skolen?" spurgte hun med det samme udtryk. Julia så undrende på sygeplejersken "Øhm, ja, det har jeg.. Hvad da frk. Sanders?" spurgte hun, uden at forstå noget som helst. Hvordan kunne det dog være vigtigt ligenu, udover at hun savnede ham og var bekymret over at vide, at han nok ikke vidste hun lå her. "Vi er nødt til at kalde ham herop, men jeg kan endnu ikke give dig besked om grunden" svarede sygeplejersken. Julia kiggede nervøst på hende "Okay, det er Benjamin Carter fra Gryffindor" svarede hun lavt med et lille smil, hvorefter sygeplejersken nikkede og gik ud igen, hvorefter man kort tid efter kunne høre han blev kaldt over anlægget "Ahem, vi vil gerne bede Benjamin Carter fra Gryffindor kollegiet om med det samme at møde op på Hospitalsfløjen, tak". Hun kunne mærke kvalmen stige endnu engang, men forsøgte at holde det nede, men måtte bukkede under og måtte kaste op igen. Hun hadede det, og var virkelig bange for om der var noget helt alvorligt galt, siden de måtte have fat i Benjamin. Hvad skulle han gøre det godt for, udover at give hende selskab. Men de ville vel ikke rive ham ud af en time for at holde hans kæreste ved selskab? Der for rigtig mange tanker igennem Julias hoved, men uden at vide om der var hold i noget af det eller ej.

[Benjamin Jonathan Carter]

Benjamin havde som altid været lidt flyvsk på skolen, og dog lidt mere nu, da der om ganske få timer blev juleferie, nok skulle han ikke hjem i juleferien, men så var der bare mere frihed på skolen, end der var nu på grund af deres lektioner. Da der pludselig kom en kaldning over skolens anlæg og hans navn blev nævnt frøs han til is og så i den retning hvor lyden var kommet fra. Havde en af hans jokes nu sendt en på Hospitalsfløjen, eller hvorfor pokker ville de nu have ham derop? Han sad midt i en Muggler Studier time med Professor Dampier. Professoren havde stoppet med at tale idet at lyden fra højtalerne begyndte og han stod og lyttede meget roligt. Hele klassen kiggede derefter mod Benjamin, da hans navn blev nævn. ”Hr. Carter, det lyder til at De er vidst ventet på Hospitalsfløjen, så smut du hellere derop” sagde Professoren også direkte på Benjamin, der sad svedende og nervøs i sin stol, stadig næsten ude af stand til at bevæge sig.
Da han efter lidt tid opfangede det, fik taget sine ting og rejste sig, blev han stadig kigget noget efter, da han langsomt forlod klasselokalet. Hans tanker for rundt i hovedet på ham og han vidste virkelig ikke hvad han havde gjort, han havde da ikke lavet nogen farlig joke som sådan på det sidste , eller havde han? Han måtte nok hellere skynde sig en smule og havde slet ikke hørt at Julia var kommet på Hospitalsfløjen.

[Julia Smith]

Julia var en smule utålmodig for at Benjamin skulle komme. Hun var nysgerrig over hvad det var de skulle bruge ham til. Hun var vel ikke alvorligt syg? eller var hun? Tænk hvis hun var så syg, at hun måtte sendes hjem, og væk fra Benjamin. Den tanke kunne hun slet ikke holde ud. Det måtte være både underligt men også pinligt for Benjamin at være blevet kaldt over højtaleren på hele skolen, til et mærkeligt sted som hospitalsfløjen når han ikke selv var syg. De andre kendte ham jo som ballademageren, og de tænkte garanteret, at nu havde han virkelig trådt i spinaten. Julia håbede for hans skyld det ikke var noget specielt. Hun havde garanteret bare spist et eller andet hun ikke kunne tåle eller sådan noget siden hun kastede op hele tiden. Det var den eneste logiske forklaring hun kunne komme i tanker om, men igen, hvad skulle Benjamin hives herop med det samme for hvis det var grunden? Hun havde en masse spørgsmål og løse ender kørende rundt oppe i hovedet og kunne hverken finde hoved eller hale i noget af det.

[Benjamin Jonathan Carter]

Benjamin gik langsomt og tænksommeligt op mod hospitalsfløjen. Han kunne virkelig ikke se hvad de skulle bruge ham til deroppe. Det hele var forvirrende, men han valgte at ikke tænke yderligere over det, det ville bare give ham flere dårlige nerver. Han havde syntes det var utrolig pinligt at han blev kaldt over hele skolen, kunne de ikke bare have sent en eller anden ned efter ham, eller sådan noget i stedet for at gøre ham til grin på hele skolen. Alle vidste at han var en af skolens største ballademagere, og nu troede de sikkert bare at han havde lavet en så voldsom joke, som enten gav ham eftersidning eller kostede Gryffindor en masse point, så klassen havde siddet med gru i øjnene, de var i forvejen meget bagud i forhold til Ravenclaw og Slytherin.
Langt om længe nåede Benjamin op til døren der førte indtil Hospitalsfløjen, efter noget der virkede som en evig gåtur igennem det ellers så stille slot, fordi der jo stadig var time lidt endnu. Han åbnede stille døren og så med et meget skrækslagent, bekymret og nervøst ansigtsudtryk ind på stuen, før han gik helt ind. Han blev overrasket da han fik øje på Julia og skyndte sig hen til hende ”Hvad laver du her, smukke” spurgte han med en overrasket stemme og så sig om efter sygeplejersken, som havde fået ham kaldt over skolens anlæg. [/bockquote]

[Julia Smith]

Julia syntes han var en smule lang tid om det, men han tænkte vel ligeså meget over hvad han skulle, som hun tænkte over hvad der var galt. Hun smilede nervøst til ham da han kom ind på stuen "Jeg ved det ikke... De ville ikke fortælle noget før du kom.Jeg har kastet op hele formiddagen og gør det stadig. Deres midler mod sygdom virker ikke, og jeg føler mig ikke syg og jeg har ikke feber" forklarede hun hurtigt, så han var sat lidt ind i det inden sygeplejersken kom tilbage, hvilket hun hurtigt gjorde. "Det var godt du kom Hr. Carter, du bør nok tage en stol og sætte dig ned" Sagde hun bekymret med et mildt smil til dem begge. "Situationen er den, at Frk. Smith her ikke er syg. Vi har fundet ud af, at I venter et barn. Frk. Smith er gravid og skal føde til September" forklarede hun langsomt, og holdt en pause for at de skulle få tid til at opfange hvad de lige havde fået at vide. Julia blev helt bleg og så på sygeplejersken med et forvirret, bekymret og nervøst blik. "Jeg skal hvad for noget?" spurgte hun overrasket og nærmest helt ude af sig selv, som om hun havde hørt forkert,selvom hun godt havde hørt det. Hun kunne slet ikke forstå hvad hun havde fået at vide. Hun kiggede nervøst på Benjamin for at se hans reaktion på denne nyhed, hun ikke helt vidste om hun skulle synes om eller ej.

[Benjamin Jonathan Carter]

Benjamin havde set noget spørgende på Julia, da hun forklarede, hvorfor hun egentlig var blevet indlagt på hospitalsfløjen, men hans største overraskelse var nu ikke det. Det var da sygeplejersken stillede sig med et meget seriøst ansigt stod og fortalte ham at han skulle være far. Han havde ikke sat sig ned, da sygeplejersken havde bedt ham om det, men ønskede nu at han havde gjort det. Han stod bare og stirrede på hende et kort øjeblik og tænkte slet ikke på at kigge ned på Julia. Der gik nogle minutter i tavshed og så flækkede Benjamin af grin, et grin der tydeligvis var meget usikkert og som om han ikke troede på hvad han lige havde fået at vide. ”April er altså først om fire måneder, Frk. Sanders, så de er alt, alt for tidligt på den med den slags aprilsnarer” sagde han, mens han virkelig kæmpede med at få hold på sit grin igen. Da det efter noget tid gik på for ham, at hun ikke lavede sjov på nogen måde, egentlig var det jo heller ikke noget at lave sjov med – ikke engang som en aprilsnar, stod han pludselig stille lidt tid og besvimede derefter.
Det var ikke lige det han havde regnet med skulle ske på hans sjette år og derfor kom det så meget bagpå ham at chokket til sidst gjorde at han besvimede. Ham, være far? Det kunne da aldrig gå overhovedet, eller kunne det? Han var nok ikke det mange ville beskrive som særlig meget forældre type som hans liv så ud lige pt. så det gjorde bare ikke situationen bedre på nogen måde.

[Julia Smith]

Julia var på ingen måde i tvivl om, at det ikke var for sjov. Hun tog det dybt seriøst og kunne slet ikke forstå det. Julia kunne på ingen måde forstå at han kunne se noget sjovt i det. For en sjælden gangs skyld kunne Julia være seriøs, nok fordi hun et eller andet sted kunne mærke det var rigtigt. Havde sygeplejersken sagt det før alt dette med Benjamin havde hun nok selv haft samme reaktion. Julia fik et kæmpe chok da Benjamin pludselig besvimede. "Benjamin!" Udrød hun og satte sig pludseligt helt op i sengen og var ved at skulle ud af den for at hjælpe ham op, inden sygeplejersken bestemt skubbede hende tilbage ned at ligge og hjalp ham op at sidde på stolen og fik liv i ham igen og han fik et glas vand. Julia kunne faktisk godt både se sig selv og ham være forældre, trods hun aldrig havde troet det, og slet ikke at hun skulle være mor så tidligt. "Jamen, Frk. Sanders, hvad så med skolen og alt ting? Det kan jo aldrig gå" sagde hun helt forvirret og følte sig ærlig talt lidt hjælpeløs. Hun vidste jo ingenting. Og hvordan skulel hun dog få sine forældre det fortalt, de ville flippe helt ud, var hun sikker på. Hun burde have tænkt sig om den dag i fornødenhedsrummet. Hvordan kunne hun dog være så dum og ubetænksom, hun kendte jo godt konsekvenserne, men havde slet ikke på nogen måde overvejet det. Så dumt af hende.

[Benjamin Jonathan Carter]

Benjamin var helt rundt på gulvet, da der endelig kom liv i ham igen. Han kunne slet intet sige, fordi det ikke helt var fattet. Han kunne sagtens se Julia som mor, men han kunne på ingen måde se sig selv som far, og ville det nu betyde at han skulle til at være – seriøs! – fremover, for at vise at han kunne være i en faderolle? Han gøs ved tanken og tog imod det glas vand han fik, og tog så en lille slurk. Det var egentlig utrolig pinligt, at han var besvimet af chokket, så det var godt at det kun var Julia og Frk.. Sanders der var der, og han håbede virkelig at det blev mellem dem, at han besvimede. Benjamin kunne godt forstå Julias bekymring omkring skolen, det ville jo gå værst udover hende og der ville blive snakket i krogene mere og mere, som hun ville vokse. Rygterne gik desværre også hurtigt på skolen, så meget vidste han da, så han måtte hellere få snakket med Will omkring hans forhold til Julia, meget snart. Desuden ville det gå mest udover hende med selve lektionerne også, hvad så når hun nu fødte, som hun skulle starte på sit sjette år. Han havde utrolig dårlig samvittighed overfor hende og det kunne ses, hvis man så ind i hans øjne, han ville jo ikke ødelægge hendes skolegang overhovedet, og det havde han jo gjort ved at gøre hende gravid. Hvorfor tænkte de sig ikke om, den dag i fornødenhedsrummet? De var begge gamle nok til at vide hvilke konsekvenser der var, ved ikke at beskytte sig. Benjamin forblev bare helt mundlam, men det var mest fordi han frygtede at uhæmmet komme til at grine over at se sig selv i faderollen, og der var jo bestemt intet sjovt i denne situation overhovedet og hvad ville rektor gøre? Give dem eftersidning eller trække point fra dem? Nu blev hele situationen i klasseværelset ligegyldig for ham, men dog samtidig kunne han ikke lade være med at den faktisk havde været mere akavet og pinlig for ham nu, hvor han vidste hvad han nu havde gjort galt. Godt, de andre intet vidste endnu, men hvem vidste hvornår det hele kom ud på skolen? Benjamin blev bare siddende og stirrende tomt ud for sig selv, mens han bed tænderne hårdt sammen.

[Julia Smith]

Julia kiggede bekymret på Benjamin og var glad for at han kom til live igen. Julia kunne ikke forestille sig Benjamin være seriøs, og ønskede på ingen måde at han var det, for det var ikke det hun havde forelsket sig i. Hun ønskede han var som han altid havde været. Det ville intet ændre for hende, det skulle bare være Benjamin som han normalt var. Julia var nervøs for, om hun nu aldrig fik sin uddannelse. Godt nok havde hun aldrig været særlig interesseret i skole, men ville dog gerne have en uddannelse, det var ikke helt lige meget for hende. Rygterne og den slags havde hun ikke skænket en tanke endnu, og ville nok ikke gøre det før det kom til stykket. Julia kunne sagtens se på ham han tænkte en masse, men hun kunne ikke rigtig se hans øjne. Hun ville gerne kunne snakke med ham om det alene så de kunne snakke det hele igennem uden sygeplejersken skulle høre det hele. ”Frk. Sanders, kunne vi få lov til at være lidt alene?” Spurgte Julia bedende. Sygeplejersken nikkede ”Jo selvfølgelig. Jeg vil sende bud efter Rektor, for der er hvis en masse der skal snakkes om” sagde hun mildt og gik ud inde fra stuen så de kunne være alene. Julia lagde sig om på siden så hun kunne se Benjamin. Hun ville ikke sætte sig op, hun fik det så dårligt af det. ”Er du okay skat?” Det var første gang hun havde kaldt ham det, men tænkte egentlig ikke over det, det faldt hende bare naturligt. Hun ville gerne have at Benjamin skulle være far til hendes barn, selvom hun ikke havde forventet det skulle være ligenu. Hun var sikker på, at Benjamin nok skulle blive en god far, de skulle vel bare vænne sig til det begge to.

[Benjamin Jonathan Carter]

Benjamin blev ved med at sidde helt tavs og stirrede ud i luften, mens sygeplejersken var der. Han vidste generelt ikke hvad han skulle sige og alle hans tanker gjorde ham helt mundlam. Da sygeplejersken rejste sig for at sende bud efter rektor, fulgte han hende med øjnene og ventede på at hun var gået. Benjamin var bestemt heller ikke ligeglad med om han fik en uddannelse eller ej, eftersom han allerede havde sat sig i hovedet at han skulle være auror, så det var planlagt til mindste detalje for ham, det var dog noget hans forældre havde hjulpet ham med. Åh nej – hans forældre! Hvad ville de nu ikke sige til at han skulle være far i så tidlig en alder? Han ville få høvl, store høvl. Ikke så meget fra hans mor, men fra hans far, som havde sat det sig som en besættelse, siden Benjamin fandt ud af hvad han skulle være, så han ville bestemt være meget mere efter ham når han gav dem beskeden. Der var selvfølgelig muligheden for at hun kunne få en abort, som mugglerne kaldte det, men det ville Benjamin ganske enkelt ikke have, han mente at der skete mord nok i deres verden som den så ud nu, så sådan var det bare. Da Julia vendte sig, reagerede han på det og kiggede direkte i hendes øjne, så hun tydeligt kunne komme til at se den dårlige samvittighed han følte over at have gjort hende gravid, hvilket gjorde at han ikke engang behøvede at svare hende, da øjnene talte for sig. Benjamin ville hellere end gerne have Julia som mor til sine børn, faktisk når han tænkte efter, så kunne han ikke se andre som han mente passede bedre, men det gjorde nok ethvert menneske – muggler som magiker – mundlam, hvis de havde fået selv samme besked som han og Julia. Han havde stadig svært ved at se sig selv som den seriøse far, som opdragede sit barn godt og fornuftigt, noget der fik ham til at frygte at deres barn ville blive ligesom dem selv – ballademagere. Han frygtede det mest for barnets skyld, eftersom man hurtigt skaffede sig fjender, når man havde både hans og Julias personlighed.

[Julia Smith]

Julia betragtede ham og kunne tydeligt se der var alt for mange tanker inde i hans hoved. Hun var egentlig ikke så nervøs over det som hun måske nok burde være, og var faktisk pænt afklaret med det. Hun så ham direkte i øjnene, hvorefter hun besluttede sig for at ville give ham et kram og holde om ham og var derfor ved at sætte sig op og sætte sig over til ham, selvom hun fik det dårligere af det. ”Skat, vi er jo lige gode om det, du skal ikke have dårlig samvittighed, det er ikke din skyld, vi skulle begge have tænkt os bedre om. Når det er sagt, så har jeg faktisk ikke så meget imod det, vi må bare tage det som det kommer” sagde hun og forsøgte at berolige ham lidt. Julia var på ingen måde sikker på heller om hun kunne finde ud af at opdrage et barn, og kunne da helt sikkert godt se både problematikken men også noget morsomt i et barn af 2 slemme ballademagere. De måtte jo lære det hele med tiden og vokse lidt med opgaven. Julia kunne slet ikke forestille sig som den skrappe mor, og kunne sagtens forestille sig, at hun ville give efter lidt for ofte, da hun heller ikke ville byde sit barn ikke at måtte have det sjovt, som i hendes forstand var at lave ballade.

[Joe Devi Krabbe]

Joe havde siddet i en spådomstime da højtalerne lød og han kunne ikke andet end at smile for sig selv. Hvad havde han nu lavet. Han ville meget gerne følge efter og op til hospital fløjen, men han kunne ikke rigtig forlade sin time med spådom.
Da timen endelig så sin ende spænede Joe op til hospital fløjen, han håbede på at fange Benjamin der gik ud, så han kunne drille ham med at han var blevet opdaget i et nummer. Mens han løb undrede han sig også over at Benjamin ikke havde fortalt om det nummer han havde lavet, han plejede ikke at ligge skjul på hvilke narrestreger han ville lave, i hvert fald ikke overfor Joe. Den dreng bliver nok aldrig klogere tænkte han og smilte. Da han nåede hospital fløjen pumpede hans hjerte af at han havde løbet hele vejen.
Det så ud til at Benjamin stadig var der inde, så Joe satte sig til at vente, og tænke på hvilket smørret smil han ville sende Benjamin når han kom ud. Han glædede sig faktisk lidt til at skulle planlægge den hævn som Benjamin helt sikkert ville planlægge på skolen. Han havde det med at få det værste frem i Joe, der jo ellers ikke lavede så meget direkte ballade.

[Benjamin Jonathan Carter]

Benjamin vidste godt at de var lige gode om det, men samtidig kunne han ikke lade være med at tænke over at det stadig var ham der havde leveret den sidste del til det. Benjamin var dog også klar over hvilket slags barn de ville få, eftersom han aldrig ville forhindre hans børn i at have det sjovt på nogen måde og for ham, og Julia – som han vidste, ville sjov være ballade i begges forstand, så det ville komme til at se rigtig sjovt ud. Han forsøgte at fjerne hans mange tanker og så bare på hende, da det var utrolig svært for ham ”Jeg kan ikke lade være skat, undskyld” hviskede han stille til at han ikke kunne lade være med at have dårlig samvittighed. Han var dog enig med hende om at de bare skulle tage det som det kom, og han havde da heller ikke som sådan noget imod det, men det var helt klart noget han virkelig skulle vænne sig til, men det var nok meget normalt for en fyr i hans alder ”Jeg har heller ikke noget imod det skat, overhovedet ikke, skal bare vænne mig til tanken og er rigtig glad for at det er dig der skal være mor til mit barn, vi skal nok klare det, det er jeg sikker på” tilføjede han efter lidt tid, men han havde dog stoppet hende i at ville give ham et kram, ikke fordi han ikke ville have et, men han kunne se hun ikke havde det godt når hun satte sig om. ”Du må hellere blive liggende skat, du får det dårligere af at blive ved med at sætte dig op” hviskede han stille

[Julia Smith]

Julia smilede sødt til ham ”Det er okay skat, jeg kan sagtens forstå det, men du burde bare ikke have dårlig samvittighed” sagde hun mens hun kiggede på ham med et kærligt blik. Det virkede helt uvirkeligt, og dog alligevel så rigtigt, at han skulle være hendes barns far. Om under et år sad de med et lille barn i armene. Deres eget barn. ”Jeg skal også lige vænne mig til det, jeg glæder mig faktisk lidt” sagde hun med et skævt smil ”Vi skal nok klare det, vi bliver superforældre” sagde hun let grinende. Hun lagde sig tilbage i sengen da han sagde hun skulle. Det var vel også det rigtige, når hun havde det skidt. Men hun ville bare så gerne give ham kys og kram, for hun mente jo at han altid fortjente det, og endnu mere i denne situation. Hun lå uden dynen på, da hun ikke mente det var nødvendigt med den, og kiggede ned på hendes mave med et mystisk blik. Hun trak trøjen let op og studerede sin mave, som lignede sig selv endnu til forveksling, da der ikke var gået så lang tid, og så alligevel var hun ikke sikker på om den nu også plejede at se sådan ud. Hun lagde let hånden på maven og så over på Benjamin ”Tænk der ligger en lille baby inde i min mave… En lille fin en, og jeg kan slet ikke se den. Der er noget der lever indeni mig, jeg kan slet ikke forstå det” sagde hun med et sødt lidt barnligt smil, hun kunne virkelig ikke forholde sig til at have liv indeni sig. Det var en mærkelig følelse for hende, noget hun aldrig i sit liv havde skænket en tanke.

[Benjamin Jonathan Carter]

Benjamin rejste sig op, selvom han var lidt usikker på benene efter det chok sygeplejersken havde givet ham, men han lænede sig lidt over hende og gav hende et langt og blidt kys, før han igen satte sig på stolen. Han skulle helt bestemt også vænne sig til det, men der gik nok lige nogle minutter endnu, før han kunne sige at han også glædede sig, for selvfølgelig gjorde han det, det føltes på en underlig måde meget rigtigt, selvom de ikke var ældre. Det var en underlig tanke at de om under et år, sad med deres eget barn i hænderne og samtidig tænke han på hvordan den magiske verden ville se ud til den tid, hvad var det egentlig for en verden deres barn blev født ind i? Han så kærligt på hende og smilte sødt, men dog stadig lidt svagt ”Selvfølgelig bliver vi superforældre, skat, og jeg glæder mig da også, skal bare vænne mig til tanken” sagde han med et stille smil. Da hun begyndte at studere hendes mave, kunne han ikke lade være med at grine lidt, fordi så meget forandring var der jo heller ikke endnu, langt fra, måske en lille top mave, men heller ikke mere end det, hvad han kunne se i hvert fald ”Om nogle måneder ville du ønske du stadig var på det stadie at du ikke kunne se den skat, men der er kun en vej nu og det er fremad” sagde han med et let grin og rakte hans hånd ud mod hende.