a big chok

[Campbell Kinnaird]

[/color] Spurgte han brysk. Kvinden svarede ham ikke, men nøjedes med at nikke hen mod en seng, hvor der lå en spinkel og lille pige. I ganske få skridt var Campbell ved siden af hendes seng. Et bekymret udtryk var nu i hans ansigt.[/ul]

[Justine Cameron]

Egentligt havde Justine ligget med lukkede øjne. Det var den eneste måde hun kunne lukket det hele ude. Eleverne på hele skolen ville vide om dette. Der ville blive så meget uønsket opmærksomhed, som der ikke var noget hun kunne gøre ved. Hostende let, tørrede Justine sig om munden, før hun åbnede øjnene for at se ud af vinduet. Udenfor regnede det igen. Egentligt havde Justine haft på fornemmelsen at der ville komme tidligt sne i år, men det syntes ikke at være tilfældet? Endnu føltes det som om enhver knogle i hendes krop var brækket og flået fra hinanden.. Engang imellem blev det for meget, så smerterne tvang hende ud i tudetårer. Så måtte healerne lægge hende til at sove igen - men det var åbenbart vigtigt at hun var så vågen som muligt, for at de kunne vide hvordan hun reagerede på de forskellige eliksirer.

Da døren gik op, drejede hun hovedet derover imod. Hvis det var endnu en der krævede gode beskrivelser, forklaringer, eller andet af alt det hun ikke havde brug for at gå igennem lige nu, ville hun bede denne om at forsvinde. Det var simpelthen alt for meget for hende at kapere..

Da øjnene mødte Kinnaird, løb der et kort lettelsens suk over hendes læber, før de blev trukket ud i et anstrengt smil.. "H-hej.." Det var tydeligt at høre på Justine, at hun endnu havde rimeligt svært ved at trække vejret ordentligt.. "..Hvordan.. ser jeg ud?" Lød det i en underlig drillende tone for én i hendes tilstand.

[Campbell Kinnaird]

[/color] Sagde han, og forsøgte at give igen med samme drillende tone, som Justine havde brugt. På to-mands-hold med en elev havde han ikke noget imod, at bruge deres fornavne, og lade som om at de var gode venner. Det forekom ham mærkeligt at holde på formerne, når de nu alligevel var alene. Han trak en stol hen til den seng, hvor Justine lå, og satte sig ned på den. Han rettede let på kappen, inden han ganske let rystede på hovedet. Han ville ikke udsætte Justine for flere kvaler, men, en ting var at få forklaringen om episoden fra en af de andre lærere, noget andet var at få den fra selve Justine.

Campbell rømmede sig ganske let, inden han lænede sig lidt frem mod sengen. Han klappede hende kejtet på hånden. "Madam McNan siger, at der ikke er sket noget alvorligt. Kun nogle overfladiske skader." Sagde han beroligende. Om det så var sandt, det vidste han ikke. Madam McNan vidste godt, hvordan Campbell havde det med at reagere, når nogen var kommet alvorligt tilskade. Og lige nu syntes han, at Justine lignede en, der var kommet virkelig meget tilskade.[/ul]

[Justine Cameron]

"De regner med at kunne have mig på benene senere i denne uge." Lød det med en lettere skjult optimisme. Justine talte lavt, af en meget simpel årsag. "Men derefter må jeg vidst stadig ikke foretage mig det helt store. Der har været et hul i min højre lunge. Kan ikke overanstrenge mig det mindste uden at det springer op igen." Sukkende let, lukkede Justine øjnene igen. Utilgivelige forbandelser var brugt. Det var svært at sige hvordan det ville sætte sig på hendes sind endnu. De vidste dog, at hun med største sansynlighed ikke ville blive mere mærket, end hun allerede var.. Dog var det ikke til at sige hvordan hun ville opføre sig blandt de andre elever.

"...Det er noget værre lort" Lød det beklagende. "Netop som der var udtagelser til Ravenclaw's Quidditch hold, ender jeg på hospitalsfløjen. Var ellers sikker på jeg kunne blive søger i år. Jeg er bagud med mine timer allerede, mine notater og bøger er blæst til små stumper papir i vinden. Skemaet for næste to moduler er offentligt gjort - så jeg har timer der ligger oveni hinanden, hvis jeg vil læse det hele..."

[Campbell Kinnaird]

[/color] Sagde Campbell med et smil, inden han kiggede hen på det bord, som stod ved siden af hende. En del havde allerede været med gaver til hende. Det beroligede ham, at hendes venner tænkte så meget på hende. "Jeg skal nok hjælpe dig alt det du kan. Men her i juleferien bliver du jo nok nød til, at skulle læse hjemme." Juleferien havde nærmet sig med hurtige skridt, og Campbell kunne ikke helt tro, at den endelig var her. Hans familie i Skotland glædede sig nok til, at han ville komme hjem og holde jul sammen med dem. Men, det var nok ikke sikkert. Der var stadigvæk brug for lærere her på skolen, for de elever, som ikke kunne tage hjem i ferien.[/ul]

[Justine Cameron]

"Det var altid noget, tror jeg. Så må vi håbe jeg er bedre til at flyve på kosten, end jeg er til at duellere.."
Derefter tav Justine et øjeblik. Det var ikke selve overfaldet det gik hende så voldsomt på.. Det var den måde, hvorpå hun havde været fuldstændigt ude af stand til at forsvarre sig selv. Ude af stand til at kalde på hjælp..
"Professor? Nu ved jeg ikke hvor god du er til FMMK.. Men jeg tænkte på om du ikke vil hjælpe mig med at blive bedre, så jeg kan forsvarre mig selv?.." Blikket det mødte ham var en anelse blankt, det var tydeligt at Justine's tanker flød ud over en masse ting og at det derfor var svært for hende at holde koncentrationen om én ting særlig længe. "..Hun sagde hun ville komme igen... Jeg kan.. høre hendes kolde latter."

[Campbell Kinnaird]

[/color] Sagde han med et halvt drillende glimt i øjet. Det gjorde ham varm om hjertet, når nu Justine spurgte om hans hjælp til noget, som havde så stor betydning for hende. Og især fordi, at han jo ikke lige gav udtryk for, at han var særlig dygtig. Han gik for det meste og pylrede nede i drivhusene sammen med sine planter.

Campbell greb instinktivt ud efter Justine, og lagde beskyttende armene omkring hende. Nogle ville måske opfatte situationen forkert, men for ham gjaldt det lige nu om at beskytte Justine med alt udefra. "Hvis hun kommer igen, så vil vi være parat." Ikke om han ville lukke nogle af sine elever ud, hvis de ikke var i stand til at forsvare sig selv. Og Justine havde jo ikke haft FMMK i særlig mange år. Hvilket nok forklarede hendes ringe evne til at forsvare sig. Han ville gøre en undtagelse, og undervise hende efter skoletimerne.[/ul]

[Justine Cameron]

Hostende let som han lagde armene omkring hende, faldt hendes tanker til ét med ro. Den stille pige, der altid holdt sig for sig selv, havde fået et kram - fra en lærer! Det gjorde en anelse ondt, men følelsen af sikkerhed overskyggede langt smerten. Den kolde latter forsvandt, Justine smilte, da hun med én arm klappede Campbell roligt henover ryggen. Drejende sit hovede en anelse, virkede det næsten som om hun lagde sig lidt ind til ham."Tak Campbell, det betyder meget for mig.." Derefter skiftede hendes tone en anelse, til skepsis. Uanset hvad, ville det være svært for en tredje års elev at hamle op med fuldvoksne troldmænd. Især Dødsgarden og folk der har adgang til utilgivelige forbandelser.. "Dog, hvis du skal være helt, helt ærlig, kan du så lære mig at forsvarre mig mod mennesker der kan bruge utilgivelige forbandelser, og så endda inden jeg skal ud i verdenen til vinter? Det virker som meget kort tid..."

[Campbell Kinnaird]

[/color] Campbell talte alvorligt, og havde nu rejst sig op igen. Han gik lidt frem og tilbage foran hendes seng, mens han tænkte på, hvordan de bedst kunne starte træningen med det samme. For det var jo tydeligt, at hun ikke var stærk nok til at bruge de kraftige besværgelser endnu. Men de små og lette, dem kunne han altid lære hende. De nyttige. Det var dem man altid skulle bruge, det havde hans bedstefar fortalt ham, dengang han havde været med i krigen mod Voldemort. Og Campbell beundrede sin bedstefar rigtig meget. "Vi skal nok nå det. Det er jeg helt sikker på. Og vi må allerede starte med det samme, og så lige indtil Madam McNan smider mig ud herfra." Han havde fået sit sædvanlige munter humør igen, og han standsede sin vandring lige foran Justines seng. Han rankede let ryggen, og fandt sin stav frem fra kappen, hvor han altid holdte den skjult.

"Vi vil starte i det helt basale. Og så bygge os hele vejen op." Han kiggede sig omkring i rummet, for at finde en genstand, som kunne bruges. Den besværgelse han ville sætte Justine i gang med, den ville ikke være særligt krævende. Og hun burde kunne finde ud af den. Han ville se, hvor langt hun var nået i FMMK, for det havde han ingen anelse om. Han havde løftet sin stav, og pegede nu på et tomt bord i den anden ende af rummet. "Accio bord!" I det samme kom bordet hen i mod dem, og stoppede en halv meter fra Campbell. "Jeg bliver nød til at se, hvad du kan før, jeg kan give dig nogle besværgelser at ove dig på." Sagde han med et smil, og satte sig oven på bordet.[/ul]

[Justine Cameron]

"Sir.." Forsøgte Justine, men han var allerede inde i sin egen lille rytme. Derfor ventede Justine blot til at Campbell havde sat sig op på bordet, ventende. "Men sir, jeg har mistet min tryllestav." Lød det lettere sørgfuldt. Det var Justine's kæreste eje, men Sasha havde været fuldstændigt ligeglad. "Jeg forsøgte at bruge en protego, men var ikke hurtigt nok. Da lammeren ramte, tabte jeg min tryllestav.. Tror måske hun har den nu"..

Det var nok egentligt det, der gjorde mest ondt. Tryllestaven som Justine havde kæmpet for at kunne købe - selv - var nu forsvundet. Der var godtnok folk ude at lede, men hvis de ikke fandt den var det et tab der ville være svært for Justine at komme ovenpå. Ihvertfald indtil hun fandt et nyt arbejde.

[Campbell Kinnaird]

[/color] Sagde han, lagde sin egen tryllestav på bordet og trak ellers ud i den venstre lomme på sin kappe. "Jeg tror, jeg har noget, som vi kan bruge et eller andet sted hernede i rodet." Campbell stak næsten hele sin højre arm ned i det, som så ud til at være en fuldkommen almindelig lomme. Der lød en klirren, noget raslen med papirer, en lyd af en reol som vælter. "Ups, den må jeg nok hellere rejse op senere.." Mumlede han for sig selv, mens han gav sig til at lede videre. Han kom med et lille udbrud, og op af lommen trak han en gammel æske, hvorpå en tykt lag støv var. Han pustede let på låget, og støvet fløj ud til alle sidder. Han hostede let, inden han åbnede for låget. "Af en eller anden grund, så har jeg altid en ekstra tryllestav på mig, i tilfælde af, at mine planter skulle blive for aggressive og ødelægge den. Ikke at den er noget særligt, bare lidt gammel og støvet. Jeg har tydeligvis aldrig brugt den, men du må gerne låne den. Og spørg mig endelig ikke, hvor jeg har den fra, for den kan jeg faktisk ikke huske." Campbell kiggede undrende på tryllestaven, inden han rakte den mod Justine med en opmuntrende mine. "Og nu ikke noget med at afslå. For så kan vi ikke øve i besværgelser." Han smilede let, og havde fået sit munter humør tilbage, i stedet for hans alvorlighed, som ikke varede særlig længe af gangen.[/justify][/ul]

[Justine Cameron]

"Men, sir.. Kernen er så langt fra min" Lød det lettere befippet fra Justine da hun holdt tryllestaven i hånden. Det føltes og virkede helt forkert. "Tror ikke engang jeg kan lave simple besværgelser med den her. Det føles helt forkert".. Det var en underlig grimasse og tone Justine brugte. Det var svært at få sagt ordentligt uden at såre ham, når han nu prøvede så ihærdigt at få hende lært nogle ting.. Hvis Justine var tvunget til at få en ny tryllestav, med en anden kerne, ville det at bruge besværgelser være næsten som at starte forfra. Det ville ihvertfald være uhyre svært.
"...Er bange for at skuffe dig.." Lød det i en lettere sørgelig tone.

[Campbell Kinnaird]

[/color] Spurgte han og kløede sig let i nakken. Han havde ingen anelse om, hvor mange tryllestave han gik rundt med. I sin tid under krigen,så havde hans bedstefar bare samlet ind. Og hvem den der tryllestav havde tilhørt, det havde han aldrig spurgt om. Mest fordi han egentlig ikke havde lyst til at vide det. Men nogen stor forbryder var det forhåbentligt ikke. "Skal vi egentlig ikke lige se, hvilken besværgelse der sidst at blevet brugt til den?" Det kunne man jo godt, uden at afsløre brugeren af den. Campbell til staven fra Justine, og lagde den på bordet foran sig. Så pegede han med sin egen stav på den. "Prior Incantato!" Sagde han og kiggede nu ned på staven. Af frygt for, hvad den ville afsløre, havde han stillet sig sådan, at Justine ikke kunne følge med. "Morsmordre..."[/color] Hviskede den, og Campbell kom den hurtigt ned i lommen igen. "Du har ret. Når kernen ikke er den rigtige, så skal vi ikke bruge den. Vi må finde på noget andet. Er du sikker på, at hun tog din tryllestav med sig?" Spurgte han, for hvis overfaldskvinden ikkehavde gjort det, så lå den der nok endnu, et eller andet sted i nærheden af det sted, hvor Justine var blevet overfaldet. Og så ville han naturligvis begive sig til Hogsmeade for at finde den.[/justify][/ul]